Awesome rammer surfzonen

Efter måneder med designarbejde bag computeren er det tid til få Awesome på vandet!

CAD tegningen af Awesome er blevet materialiseret, og den første prototype af Awesome kajakken er klar til at komme på vandet.

Prototypen af Awesome er lavet i glasfiber, mens den endelige version bliver i plast.  Investeringen i en støbeform til plastkajakker er stor, og når den først er lavet, er det så godt som umuligt at ændre i designet. Derfor går udviklingen gennem en  prototype i glasfiber, så designet kan tilpasses inden den endelig form bestilles. Designprocessen er groft sagt delt op i otte faser:

1) Skitse af kajakkens dimensioner, detaljer og volumenkrav.

2) 3D tegning (CAD) af den fremstillede skitse.

3) Fremstilling af en glasfiber prototype i 1:1 ud fra CAD-tegningen.

4) Tilpasning af prototypen efter test.

5) Justering af CAD-tegningen på baggrund af test.

6) Fremstilling af støbeform i aluminium.

7) Klargøring af støbeformen til produktion.

8) Udvikling af dele til kajakken f.eks. sæde, skot og lårstøtter.

Sydafrika et surf paradis

Prototypen af Awesome er udviklet i tæt samarbejde med vores kajakfabrik i Sydafrika, hvor alle DesignKayaks produceres. Vi alias – Søren Telling og David Tetzschner – er derfor rejst på en uges arbejdstur til den sydligste del af Sydafrika, hvor fabrikken er placeret. Her er kysten et mekka for surfere med tusindvis af km kyst, og bølger der ruller ind, hvor Atlanterhavet og det Indiske ocean mødes. Placeringen er derfor ideel til at teste Awesome.

Vi starter i andedammen

Selv om begejstringen er stor og lysten til at kaste sig i bølgerne er stor, da vi ser og rører ved prototypen første gang, er det vigtigt at få startet stille ud.

Prototypen er fremstillet i glasfiber, og er som den endelige kajak i størrelse og vægt. På den måde sikrer vi, at de observationer, vi gør os er retvisende. Vi er begge to (David og Søren) i kajakken, der er små 15 kg til forskel på os, og det giver mulighed for at se Awesome med forskellig vægt. Målet er at skabe en kajak, der rammer spot on i mid-volumen klassen.

De første ture tager vi i helt stille vand for nøjagtig at kunne observere, hvordan Awesome opfører sig. Vi videofilmer, og der bliver noteret hvor vandlinjen ligger alt efter vægten i båden. Der bliver testet “greb” i vandet, hvor fokus er på endernes placering i eller udenfor vandet under kantning. Formålet er at få så mange observationer dokumenteret inden vi senere skal teste i bølger.

Designet

Awesome designet er skabt med ønsket om en kajak med ekstrem manøvredygtighed samt eminente egenskaber i surfzonen.

Med en længde på 4,75 meter og en bredde på 56 cm bredde vil der opleves en super manøvredygtighed. Den flade bund og den fremstrakte vandlinje både for og bag, skaber en rigtig god tracking og agilitet. Skroget har en relativ skarp kant, der giver ekstra volumen til at performe på det store vand. Awesome kommer på markedet i en mid volume version og bliver produceret i 3-lags plast. Se alle de endelige specifikation og detaljer om Awesome.

Status efter første dag på vandet

Efter første tur på vandet er der stor tilfredshed med de overordnede linier, cockpitvolumen og bundformen. Der er stadig nogle justeringer omkring trimning og tracking vi skal have tilpasset. På det stille vand er det tydeligt at se, at kajakken løfter sig for meget ud af vandet ved begge vægt påvirkninger. Den har derfor ikke den optimale retningsstabilitet.

Vi er ligeledes enige om, at den mangler volumen i forskibet til at performe i det store vand – noget vi mener, vi kan løse samtidig med, at vi trækker forskibet dybere for at få den efterspurgte tracking.

Vi tager derfor en radikal beslutning, og sender kajakken tilbage på værkstedet, hvor vi sammen med de dygtige teknikere går i gang med at lave ændringerne selv om vi ved det ikke bliver muligt at sejle før glasfiberen er hærdet igen.

Tilbage på værkstedet

Mere volumen, mere krop og længere vandlinje på forskibet. På værkstedet er forundringen stor, og de spørger om vi ikke er tilfredse med kajaken? Jo, for dælen om vi er! Men vi skal have implementeret vores ændringer og vi vil gerne på vandet i morgen. Efter lidt ordveksling om hvem der kan blive og hjælpe, får vi fundet et stykke fladjern og fikseret på kajakken. Nu er forskibet trukket ned, og vi er klar til at få bygget en ny struktur op i glasfiber. På dækket – helt ude ved snuden – vil vi også gerne have mere volumen, og her bliver der skummet en række lag op inden det hele forsejles med glasfiber.

Ingen tvivl om, at vores team på fabrikken synes vi er tossede, men der spreder sig en pionerånd mellem take-away, cola og aftenens arbejde. Vi har gang i noget stort, og det er fedt at hjælpe med at skabe. Vi når også at flytte sædet 5 cm frem og skabe mere volumen langs siderne, inden vi må slukke lyset på værkstedet.

Vores baby skal hærde, og vi må lidt nedslået acceptere, at vi først kan få den udleveret efter middag dagen efter.

Havet kalder – bølgerne venter

Kysten langs Wilderness, Victoria Bay og George er som skabt til test af en Ocean Playboat som Awesome. Her er på en stille dag, hvad Danmark kan byde på efter en god periode med vestenvind.

Vi skal dog først have videofilmet vores tilpasninger, på det flade vand og indrømmet: der går nørderi i den! Det tager længere tid end vi har regnet med at ro fra den stille bugt og ud til havet, end vi har kalkuleret med. Da vi endelig når frem til den gamle jernbanebro, der krydser Kaaimans River ved udmundingen til havet, er solen så småt på vej ned.

Bølgerne er voldsomme, brændingen crazy og poolen hvor vi har lagt kajakkerne op på sandet bliver skiftevis fyldt og tømt med rasende fart. Efter en kort rådslagning er konklusionen, at vi ikke kan nå at teste mere i dag. Det bliver med tavse padletag, at vi sætter kursen ind ad floden og tilbage til bilen. Vi tager ud at spise og får talt dagen igennem – endnu en fed dag, og vi er mere end tilfredse med de ændringer vi fik implementeret!

Tested to the max!

Udhvilede og med en hel dag foran er vi nu klar til at få Awesome i bølger. Vejret er fantastisk, og vi kører en tur langs kysten for at finde de rigtige spots. Valget falder på kysten øst for Wilderness, der ser ud til at være i den milde ende af skalaen.

Det bliver til en række spændende ture, hvor vi bliver bekræftet i Awesomes agilitet og gode egenskaber i bølger inden turen går videre. De helt store bølger skal testes ved Herolds Bay. Her rejser klipperne sig majestætisk op på begge sider af bugten, og der er den fineste og rene surf at teste i.

Endnu en gang bliver vi begejstrede for Awesomes egenskaber, og lad det være sagt med det samme: Det imponerende leg og surf i bølger akkompagneres af Davids uovertrufne overskud. Fra klipperne og på stranden bliver der fulgt med og filmet, inden vi til sidst ender dagen med armene højt hævet over hovedet.

Awesome har bestået sine test!

Vil du også ud i bølgerne? Køb Awesome.

Læs mere om havkajak

Vælg den rigtige kajakbeklædning

Hvad har man på i kajakken? Hvad passer til årstiden? Her er et par gode...

Vandtæt pose … hvor spændende er det lige?

Hvor meget er der egentlig at sige om vandtætte poser? En vandtæt pose er en...

Unplugged den perfekte begynderkajak

Er du ny i kajak? Vil vi godt garantere, at Unplugged er det perfekte match,...