Af Hanne Telling, medejer af DesignKayaks
I havkajak bruges en svømmevest frem for en redningsvest. Hvor en redningsvest har krave, flere fastgøringspunkter og mere opdrift, er svømmevesten uden krave. Den er, som navnet antyder, designet til, at man kan svømme i den – og desuden giver den meget større bevægelsesfrihed, når du ror. Men hvilken kajakvest skal man vælge?
Svømmevest designet til havkajak
En svømmevest designet specifikt til havkajak er kort og ender et godt stykke over dine hofter. Det betyder, at den ikke er i vejen, når du sidder i kajakken. En del af de lidt dyrere veste er designet specifikt til det bevægelsesmønster, man har i en havkajak.
Der findes mange kajakveste på markedet, så her får du et par gode råd med på vejen, når du skal ud og finde den vest, der passer dig bedst.
1. Minimumskrav
En kajakvest skal altid være CE-godkendt. Det er din sikkerhed for, at vesten lever op til de krav og standarder, der er for veste i Europa. CE-mærke og logo er printet inde i selve vesten.
2. Opdrift
Opdriften i en kajakvest måles i Newton. En svømmevest har typisk 50 Newton, som er tilstrækkeligt for langt de fleste kajakroere. Går du ud i større vand, kan du med fordel vælge en vest med 60-70 Newton, men til almindelige ture er der intet behov for ekstra opdrift.
3. Komfort og pasform
Når du har fundet en kajakvest, som er CE-godkendt og med min. 50 Newton opdrift, gælder det om at finde en, der passer til dit behov og pengepung.
Det du skal kigge efter er især mulighed for justering af vesten og opbevaringsmuligheder, men lad os starte med, hvordan vesten kommer på.
Åbning
De fleste kajakveste åbnes med lynlås foran, men der findes også kajakveste, som tages over hovedet. Personligt foretrækker jeg lynlås, som jeg synes er lettest at få af og på.
Justeringer
Jo flere justeringsmuligheder en vest har, jo bedre kan du tilpasse den til din krop. Vil du ud på bare lidt længere ture, er min anbefaling, at du vælger en vest, som har flere justeringer, så den kommer sidder godt. Med flere justeringer sidder den bedre til, så den ikke ryger op om skulderne, hvis du skulle være så uheldig at ende i vandet.
Basis – Yak Blaze
Blaze-vesten har justerbare skulderemme. Der er elastik i siden og et enkelt kraftigt mavebælte, som kan strammes til.
Tour – Yak Kallista
Med Kallista-vesten får du to justeringer i siden. Det giver en ekstra mulighed for at justere til en god pasform. Dertil kommer justebare skulderremme.
Pro – Yak Xipe
Xipe-vesten har justering i siden, men også et bælte nederst, der sikrer at vesten ikke kravler op om skuldrene. Xipe har også justerbare skulderremme.
4. Opbevaring
Når du sidder i kajakken, er det begrænset, hvor meget du kan nå i lugerne. Derfor er det rart med lommer, så du kan opbevare ting i vesten. eller stropper der giver mulighed for at sætte ting fast f.eks. med en karabin.
Jeg anbefaler, at du altid har din telefon i et vandtæt telefoncover i lommen på din kajakvest. Hav den aldrig liggende i lugen på din kajak, for hvis du ved en kæntring mister kontakten med din kajak, mister du også din mulighed for at alarmere.
Er du instruktør eller har du f.eks. ansvar for et barn, som er med, så har du ekstra brug for opbevaring til f.eks. ur, linekniv eller en sikkerhedsline, så du kan trække en anden kajak.
Basis – Yak Blaze
Basisvesten har en lille lomme på indersiden, hvilket ikke giver særlig meget mening, da vesten altid skal være lukket. For de fleste er det værd at vælge en lidt dyrere vest for at få en udvendig lomme.
Hvilken kajakvest skal jeg så vælge?
Kallista tour kajakvest
er den vi sælger flest af. De ekstra justeringer og snittet giver tour-vesten en rigtig god pasform – og den fylder ikke så meget. Den lille lomme foran på vesten giver lige plads til en snack og telefonen, med mulighed for at fæstne dit telefoncover med en snor og carabin.
Xipe pro kajakvest
er meget populær især blandt roere, der tager på tur eller generelt bruger meget tid i kajakken. Xipe har opdrift på 60 Newton, mod de almindelig 50. Det giver derfor en ekstra sikkerhed, for dig som tager ud i større vand. En anden væsentlig grund til at vælge Xipe er muligheden for at tilføje en Camelbag, så vand kan placeres i ryglommen. Xipe er også det oplagte valg for instruktøren eller dig, som har ansvar for andre på vandet.
Både Xipe og Kallista har ekstra padding på skulderremmene for mere komfort.
Blaze basis kajakvest
er billig og opfylder de basale krav til en kajakvest. Vi bruger den til vores kurser og den fungerer upåklageligt. Så hvis du gerne vil spare og ikke bruger så mange timer på vandet, er Blaze et rigtig godt valg.