Bjørnø
Det Sydfynske Øhav har utallige muligheder for ture i havkajak. De mange øer og holme byder på masser af natur og variation, som gør det ideelt for kajak. Her er vi taget en tur til Bjørnø ved Faaborg.
Praktisk information
Forhold på ruten
Kort og rutebeskrivelse
- Distance Instructions
Denne tur rundt Bjørnø går udfra Faaborg og er en af de mindre krævende ruter i det sydfynske ø hav.
Vi sætter i ved Faaborg kajakklub, som holder til ved det blå støttepunkt. Vi ror ruten rundt om Det blå støttepunkt og ned af kysten væk fra Faaborg. Her ligger huse helt ned til vandet og sikrer ren sydfynsk idyl.
Kryds over til Bjørnø
På et tidspunkt begynder det at tynde lidt ud i bebyggelsen og efter en bugt kommer du til en rød bygning, som ligger på pynten. Ud fra pynten går Katterød rev, hvor der er meget lavvande. På den her tur har vi valgt at krydse over ved Katterød rev og Gryderne, som kun afbrydes af en smal sejlrende.
Bjørnø rundt
Begynd nu turen rundt om Bjørnø på sydsiden af øen. Det yderste stykke af Bjørnø er smuk strand og engområde. I fuglenes yngleperiode 1. marts til 15. juli er det ikke tilladt at gå i land her, og således er du også nødt til at ro rundt om holmene. Der går ikke lang tid før de flade enge afløses af et kuperet terræn, som er karakteristisk for Bjørnø. Ikke langt op af øen ligger Milebjerg, som er 23 m højt og her skulle være en fantastisk udsigt over det Sydfynske øhav.
Sydkysten af Bjørnø er karakteriseret ved kuperet terræn, og på det sidste stykke kommer en stækning med stejle skrænter, som gør et imponerende indtryk. De fleste strande på sydsiden er stenede, så hvis det er vejr til at holde strandpause findes de bedste strande ved Digerne på den vestlige spids af Bjørnø.
Tilbage til Fyn
Fra spidsen af Bjørnø krydser vi tilbage over til Fyn. Krydset her er knap 1 km, men du skal krydse sejlrenden, hvor færgen til flere af de Sydfynske øer hyppigt kommer forbi, så orienter dig godt før du krydser.
Tilbage ved den fynske kyst roer du nordpå ind mod Faaborg, langs kysten som primært udgøres af skov, eng og mark. I bunden af fjorden kan du vælge om du vil hele fjorden rundt eller krydse hurtigst muligt tilbage til udgangspunktet. Du skal igen krydse færgeruten ligesom du skal være opmærksom på trafik fra lystbådehavnen.