Kajakdesign valg af kajak

Vælg den kajak, der passer til dine behov – hvad enten du er til at nyde en stille solopgang på vandet eller eventyr i store bølger. Læs her hvordan kajakkens design påvirker fart, manøvredygtighed og stabilitet.

Er du klar til at købe kajak? Men er du måske også stadig lidt i tvivl om, hvordan du finder den havkajak, der passer til dig? Så start med at læse med her – og bliv klædt bedre på til at foretage det rigtige valg baseret på, hvem du er og hvad du skal bruge din havkajak til.

Længde og fart hænger sammen

Længde og fart hænger sammen. Jo længere en kajak er, jo mere energi fastholdes der mellem dine tag – og det giver fart. En lang kajak er derfor bedre egnet til de længere ture. En kort kajak er derimod nemmere at styre og denne bedre manøvrebarhed skal du overveje, hvis du gerne vil sejle i fx bølger eller nørde teknik. Men hvor lang er en kort kajak så? Og hvor lang er en lang?

Når du skal vælge havkajak så er det vigtigt at finde den rette længde.

Længden på en havkajak måles fra snude til ende (klik for større billede).

Hvilken længde skal jeg vælge?

Det fleste havkajakker er mellem 4,75 meter og 5,50 meter lange. En solid allround kajak er typisk mellem 5 og 5,20 meter lang. Ønsker du ekstra fart i din kajak, så se dig om efter en kajak, som er længere end 5,20. Vil du derimod gerne have optimal manøvredygtighed, skal gå efter en kort kajak dvs. typisk under 5 m.

Spring og vandlinje hænger sammen med retningsstabilitet

Måske har du hørt udtrykket “kajakkens spring”. I kajakverdenen er det et helt normalt begreb. Det betyder egentlig blot at en havkajak har en form, der kurver opad forest og bagerst. Den er simpelthen mere eller mindre bananformet. Og hvorfor er det vigtigt at vide noget om kajakkens spring, når du skal vælge havkajak?

En havkajak med et lille spring er mere retningsstabil

Eftersom en kajak med et lille spring ikke peger så meget opad fortil og bagtil, vil der være mere af skroget i vandet når du ror. Sagt på en anden måde, så har en kajak med et lille spring en længere vandlinje. En længere vandlinje kan ikke bare holde mere energi og fart, som nævnt tidligere, men den bliver også mere retningsstabil. Er man mest til de længere ture, vil det derfor være en god idé at vælge en kajak med et lidt mindre spring og en lang vandlinje.

Havkajakkens krumning har betydning for sejlegenskaber.

Den øverste kajak har et lille spring – det giver fart og retningsstabilitet. Et større spring, som vist på den nederste kajak, betyder knap så meget fart, men til gengæld en kajak, der er nemmere at manøvre (klik for større billede).

Et stort spring betyder manøvredygtighed

En kajak med et stort spring har en kortere vandlinje – hver ende af kajakken buer op og mere af skroget løftes ud af vandet. Det gør kajakken nemmere at dreje eftersom der vil være mindre modstand i hver ende. Et stort spring har også en anden fordel. Hvis du er fan af at ro i bølger, vil det opadgående spring sikre, at kajakken ikke dykker næsen i en bølge når den rammer – i stedet løftes den op og fri af bølgen.

For at opsummere valg af havkajakkens spring og vandlinie:

En lang kajak med et lille spring og en lang vandlinje er hurtig og super retningsstabil. En kort kajak med et stort spring og en kort vandlinje er nem at dreje – og er perfekt, hvis du er fan af at lege i store bølger.

Smal er hurtigere end bred

Kort og godt, så er en smal havkajak hurtigere end en bred. Når du ror fremad skal vandet skubbes til side for at skabe plads til kajakkens skrog – og det giver modstand. Jo bredere kajakken er, jo mere vand skal der skubbes til side og jo mere modstand vil der være. Derfor kan du ro hurtigere i en smal kajak. Til gengæld vil en bred kajak være mere stabil.

Kajakkens bredde har betydning for fart og hastighed. En smal havkajak er hurtigere end en bred.

Når du ror fremad møder kajakkens skrog vandet og skubber det til side. Jo bredere din kajak er, jo mere vand skal der skubbes til side – og det sænker farten (klik for større billede).

Hvilken bredde passer til mig?

Er du ny i kajak vil en bred og stabil kajak måske virke som det oplagte og trygge valg. Men efter kun få timer på vandet, så vil din krop finde balancen, og så vil du meget hurtigt ønske at bytte stabilitet ud med noget mere fart. En af hemmelighederne ved at vælge den rette kajak er at tænke lidt frem i tiden – hvor vil jeg gerne være om 1 måned? 2 måneder? Næste år? Du bør vælge en kajak, som du kan udvikle dig i og som også passer til den roer du vil være lidt ude i fremtiden og med lidt mere erfaring. Og husk, havkajakker er generelt meget stabile.

Hvor brede er havkajakker?

Bredden ligger normalt fra 50 til 58 cm. Er du helt ny i kajak, kan du roligt vælge en bredde, der ligger mellem 54 til 58 cm og stadig få stabilitet, tryghed og komfort. Bliver kajakken blot få centimeter bredere, får du meget mindre fart – og vi anbefaler ikke at vælge kajakker, der er mere end 58 centimeter bredde.

Vælg den rette bundform

Formen på en kajak ændrer sig meget fra den ene ende til den anden, så når talen falder på bundform, skal du kigge på arealet lige under cockpittet. Det er her formen har størst indflydelse på kajakkens egenskaber på vandet. Hvilken bundform, der er det rette valg for dig afhænger meget af din erfaring, og hvad du skal bruge kajakken til.

Havkajakkens bund under cockpittet har stor betydning for kajakkens stabilitet og fart.
De tre mest almindelige bundformer: A) Rund: den hurtigste, men mindst stabile. B) Shallow V: Medium fart og stabilitet. C) Flad: Den langsomste, men meget stabile bundform (klik for større billede).

Hvilken bundform skal jeg vælge?

Grundlæggende kan man dele bundforme op i tre typer: A) rund, B) shallow-v og C) flad. Den runde bundform er god, hvis du i forvejen har lidt erfaring og gerne vil have fart. Den runde form er nemlig mere ustabil når kajakken ligger stille – den opnår først stabilitet, når farten presser vandet mod kajakkens sider og holder den fast. Så er du ny roer vil en rundbundet kajak for langt de fleste føles ustabil.

Shallow V til nye roere

Er du ny i kajakken anbefaler vi, at du vælger en havkajak med shallow V bundformen. Den har en god stabilitet, den er let at lære teknik i og har væsentlig mere fart end den flade bund. Den flade bund er mere velegnet til kajakker, som er specialiseret til bølger og tekniktræning. Når det er sagt så giver en fladbundet kajak også stor stabilitet.

Højde – valg af kajak

Højde kan virke som noget mærkelig noget at tale om i forbindelse med havkajakker. Men tænk på, at alt som er over vandet bliver påvirket af vinden – så jo højere din kajak er, jo mere vindfølsom er den. Højden har også indvirkning på stabilitet og komfort. Så kajakkens højde er altså vigtig af flere grunde, men bliver ofte glemt, selv om få centimeter kan gøre en stor forskel.

Højden på kajakken har betydning, når du skal vælge kajak.

A er fordækket og B bagdækket. Jo lavere disse to er, jo mindre vindfølsom er din kajak (klik for større billede).

Et lavt fordæk giver bedre stabilitet

Hvis kajakken er for høj foran cockpittet, er du nødt til at hæve armene lidt højere for at undgå at støde mod kajakken, når du ror. Det hæver dit tyngdepunkt, hvilket forringer din balance. Det er også trættende i arme og skuldre, hvis du er nødt til at hæve arme og skuldre hele tiden.

Et lavt bagdæk gør redninger lettere

Kæntrer du og skal tilbage i kajakken, går vejen via kajakkens bagdæk. Og her gør hver ekstra centimer redning sværere og hårdere – så af hensyn til sikkerheden bør du gå efter en kajak med lavt bagdæk.

Ingen regler uden undtagelse

I nogle tilfælde kan et højt fordæk være en fordel. Til surf og bølger har du brug for mere plads til at bevæge dig i cockpittet og ekstra opdrift. Det kan du opnå ved mere volumen fortil, men hvis du ikke har det behov – så undgå kajakker med højt front og bagdæk.

Hvilken kajak skal jeg vælge?

I designet af vores kajakker har vi taget udgangspunkt i forskellige behov for at gøre det så let som muligt at vælge den rigtige kajak. Her er vores anbefaling:

Havkajak Unplugged fra DesignKayaks i farven Blue Ocean.

Unplugged: Til begynderen og all-round

Er du ny i kajakken eller på jagt efter en kajak, som kan det meste, men ikke er specialiseret, så anbefaler vi Unplugged. Her har vi haft fokus på at opnå en perfekt balance mellem fart og stabilitet. Det har vi opnået ved at vælge medium dimensioner (længde, bredde og spring) og kombineret det med shallow-V bunden, som netop udmærker sig ved at give god stabilitet kombineret med god fart. shallow-V har derudover den fordel, at den er utrolig nem at lære teknik i.

Læs mere om Unplugged

Havkajak Endless Stormy Grey Combined Top View

Endless: Motion og længere ture

Hvis du vil hurtigt frem i verden er Endless det perfekte valg. Her har fokus været på fart, fart og mere fart. Det har vi opnået med en rund bund, masser af længde og et lille spring, hvilket også giver høj retningsstabilitet. Endless er et godt valg, hvis du gerne vil bruge din kajak til motion eller hvis du gerne vil på længere ture. Udover fart har vi givet Endless et sæde med ekstra komfort og store ovale luger, som gør det let at pakke til flere dage.

Læs mere om Endless

Havkajak Awesome Juicy Orange Combined Top View

Awesome: Til bølger og teknik

Hvis du er til leg i bølgerne og surf eller elsker at nørde teknik, så er manøvredygtighed afgørende. Det har vi opnået i Awesome med stort spring på en i forvejen kort kajak og ekstra volumen i forskibet. Awesome er også et oplagt valg til instruktører.

Læs mere om Awesome

Alle kajakker fra DesignKayaks er produceret på egen fabrik i Sydafrika DSK-Mothership.

Få nyheder fra DesignKayaks

Hold dig opdateret på kajakviden, turbeskrivelser, historier fra
havkajakkens verden, kurser, udstyr og meget mere

* Feltet skal udfyldes

Måske du er interesseret i …

Se alle
Fra: kr.1.995,00
Tilbud
Original price was: kr.2.497,00.Current price is: kr.1.995,00.