Der findes forskellige typer af kajakker: Turkajak, kapkajak og havkajak m. fl. Og her er havkajakken den letteste at starte ud i, fordi det er den mest stabile kajak – og netop havkajakkens egenskaber gør, at det ikke er svært at ro kajak.
Let at komme i gang med havkajak
Langt de fleste vil uden nogen form for instruktion kunne sætte sig i en havkajak og ro en tur på en vindstille dag. Der er således lynhurtigt en følelse af succes. Men uden lidt træning og viden kommer man ikke ret langt, hvis de ydre omstændigheder, såsom vind og bølger ændrer sig – så vil de fleste løbe ind i større eller mindre problemer.
Typiske begynderfejl
Der er en række helt klassiske fejl, som næsten alle begyndere begår, hvis de ingen instruktion har fået, og som hurtigt fører til frustration. Det er altid anbefalelsesværdigt at tage et begynderkursus, men der skal faktisk blot lidt basal viden til at få tingene gjort rigtigt. Her kommer nogle fokuspunkter:
Vend pagajen rigtigt
Som begynder kommer du let til at vende pagajen forkert. Er der tekst på pagajbladet? Så skal pagajen vende, så du kan læse det, og det må ikke vende på hovedet.
Forkert
Pagajen vender på hovedet, så den “lange” side af bladet rammer vandet først.
Forkert
Pagajen vender omvendt med bagsiden af bladet mod roeren.
Korrekt
Pagajens tekst står rigtigt og den “korte” side af pagajen rammer vandet først.
Sid rigtigt
Undgå sofaroning. Det kan føles rart at læne sig tilbage i kajakken, men du skal sidde rank og endda en smule fremadlænet. Læner man sig helt tilbage bliver balancen dårligere og man kan heller ikke foretage den kropsrotation, der er vigtig, når man udfører et korrekt fremadroningstag.
Skub i stedet for at trække
En fejl som er næsten uundgåelig er, at man som begynder, trækker pagajen gennem vandet for at komme fremad. Det giver både ømme arme og vabler i hænderne. Den rette teknik er at skubbe pagajen samtidig med at man roterer sin overkrop.
Forkert
Roeren sidder tilbagelænet i “sofastilling” og trækker pagajen gennem vandet.
Korrekt
Roeren sidder let fremadlænet og skubber med den øverste hånd pagajen gennem vandet.
Korrekt
Et løst greb, øverste hånd er åben og skubber på pagajen. Det giver mere kraft i taget og færre vabler.
Hold retning
Selv ved let medvind og sidevind oplever begyndere, at det er svært at holde retning. Her kan du med fordel benytte finnen. Med finnen sænket bliver kajakken mere retningsstabil og kursen holdes nemmere. Læs mere om finne i Kajakkens ABC.
Udstigning
Vel tilbage fra din første rotur er det en klassiker, at begynderen får overbalance ved udstigning på strand. I stedet for straks at rejse dig op i kajakken med pagajen i hånden, så sæt pagajen fast på kajakken og tag enten fødderne op først eller sæt dig op på bagdækket og stig ud.
Øvelse gør mester
De fleste tag og teknikker er egentlig ikke svære. Men at mestre dem til fulde er et spørgsmål om tålmodighed, øvelse og om at bruge energi på hele tiden at gøre tagene perfekte. De tag, som er værd at bruge energi på som begynder, er:
Rotation og korrekt fremadroning
At ro korrekt fremad, hvor du skubber pagajen gennem vandet i stedet for at trække den, kombineret med kropsrotation for at skåne dine arme og skuldre, tager tid at lære korrekt. Det er bare mere intuitivt at trække end at skubbe. Til gengæld er du ikke i tvivl, når du får taget rigtigt. Du får pludselig både mere kraft og langt mere udholdenhed. Du sidder også bedre, og din kajak bliver mere retningsstabil.
Selvredning
På et begynderkursus i havkajak lærer man to typer redninger: Makkerredning og selvredning. De fleste klarer begge uden de store problemer, men selvredningen er sværere i virkeligheden end på YouTube, så her er det en stor fordel at have en erfaren instruktør til at guide dig.
Kantning
Du drejer en havkajak ved at vippe den lidt til den ene side og holde den der under hele svinget. Man kanter kajakken – som man siger. Det kræver lidt øvelse at få fornemmelsen for den rette balance, men ligger du lidt energi i, så sidder teknikken der hurtig. Lige præcis her har det meget stor betydning, hvilken kajak du køber. Nogle kajakker er meget lette at kante mens andre er væsentlig sværere – så det er et relevant spørgsmål at stille, når du køber kajak.
Sideforflytning
Kan man ro sidelæns? Ja, det kan man. Og du lærer de grundlæggende principper på et begynderkursus. Men det er et af de tag, som mange finder lidt svært. Det er omvendt ikke afgørende at du mestrer det som det første, men det giver dig ekstra kontrol på vandet – og virkelig en følelse af succes, når det lykkes.
Korrekt fremadroning
Pagajen skubbes gennem vandet, hvilket du kun opnår med rotation i overkroppen.
Selvredning
Ved selvredning bruges pagajen og en paddle float/pagajflyder, som støtte.
Kantning
Ved at kante kajakken ned til den ene side bliver den nemmere at dreje.
Sideforflytning
Med sideforflytningstag – her scullingtag – kan kajakken flyttes sidelæns.
Hvad er svært i kajak?
Hvis du ikke har fået nogen instruktion og kæntrer, er det svært at komme tilbage i kajakken. For de fleste sker det aldrig, at de kæntrer i en havkajak, men så snart man begynder at eksperimenterer lidt med teknikkerne, kan uheldet være ude. Derfor er det en virkelig god idé at lære makkerredning, hvis du ror med andre og selvredning, hvis du ror alene. Det er ikke særlig svært, når man lige har fået forklaret, hvordan man gør – og har prøvet det et par gange.
Det er en god idé at tage et begynderkursus
Redningerne lærer du på et ipp2 kajakkursus, ligesom du her lærer de grundlæggende teknikker for styretag, støttetag, sideforflytning og fremadroning. Og på et begynderkursus får du også en fornemmelse af, hvor dine egne begrænsninger er – og hvordan du kan bruge sund fornuft til at vurdere vind og vejr, før du tager på vandet. Derfor anbefaler vi altid, at du tager et begynderkursus. Din oplevelse i havkajakken bliver både tryggere, sikrere og bedre.
Det lærer du på et kajakkursus
Læs mere om hvad du lærer på et IPP2 begynderkursus i havkajak.
Grønlændervending
Er det noget jeg skal lære på et begynderkursus? Og risikerer jeg at sidde fast i kajakken? Få svar på alle spørgsmålene om begynderkursus her.
Modtag vores nyhedsbrev
Hold dig opdateret på kajakviden, turbeskrivelser, historier fra
havkajakkens verden, kurser, udstyr og meget mere